torsdag den 4. april 2013

Tilbage i det Sydsvenske

Efter en periode med blæst og kulde, så det endelig ud til at der blev nogle fiskedage i slutningen af påsken. Jacob og jeg var derfor ikke sene til at gribe chancen for, at tage tilbage til det sydsvenske område, hvor vi havde så god succes sidst. Vi ankom til havnen kort efter at det var blevet mørkt, og fik trods bidende kulde smidt båden i vandet. Herefter stod den på en sludder med de andre på havnen over en øl, og så på hovedet i den kolde seng.

Efter en alt for kort nat, hvor sommertiden havde taget en time, stod vi til søs med store forventninger. Der skulle dog gå nogle timer for der begyndte at komme lidt gang i fiskeriet, og endnu længere før vi også mærkede noget på Banditten. Efter en mindre fisk til mig, lander Jacob en flot fisk på 12 kg. i super kondition, og vi føler os for alvor på rette kurs. Indimellem hugperioder, hvor alle på VHFen snakker om fisk, var der nogle perioder hvor alt var stille. I en sådan periode, hvor Jacob ligger og småblunder på bænken, ser jeg et par gode "bananer" på loddet, og gaser kortvarigt ned for så at give lidt ekstra gas. Resultatet er at Jacob nærmest flyver op, og jeg når lige at undre mig over hvad der sker, før jeg hører skrigende knarrer fra flere hjul. I alt fire laks har hugget, og der er lidt kaos i båden. En enkelt står af, mens det lykkes os at få de andre i båden. Fiskene vejer 8,1 - 7,7 og godt 5 kg. Vi får lidt flere tilbud, inden det bliver tid til at sejle mod havnen og de ventende grill-pølser. Vi gå tidligt i seng denne aften - Oplevelser, kulde, øl og sommertiden har sat sine spor.


Næste dag gentager billedet sig. En lang kold formiddag, hvor man ikke hører mange meldinger, og korte hugperioder efter frokost. Vi får ikke kontakt med nogle af de større fisk, men få nogle gode spisefisk i boksen. Vejret viser sig fra den bedste side og sol og svag vind sørger for at det bliver en skøn dag.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar