søndag den 6. januar 2013

Laksesæsonnen skudt igang

Da det viste sig at vejret skulle vise sig fra en nærmest forårsagtig side den første lørdag i januar, var Jacob og jeg ikke sene til at gribe chancen for en tur ud på Østersøen. Der var jævnligt løbet meldinger ind om fint fiskeri ude ved 40 meteren, men vejret sidst på efteråret kombineret med en mere end normalt hårdt booket kalender har gjort det svært at komme på vandet. Nu skulle det være.

Vi glider ud af havnen mens det stadig er mørkt, men efter en times sejlads, er det fint lyst da vi nærmer os fiskepladsen. Vi har ikke fiske fra Møn om vinteren før, så vi starter ud som om foråret. Efter en time får Jacob en splint på overfladen, og vi begynder at tro at det vi gør er det rigtige. Endnu en time senere hugger en fisk hårdt på Jacobs yderste sideliner, og ræser afsted. Desværre ser vi kort efter fisken trække på tværs af vores kølvand, og det er tydeligt at den har flere af de andre liner med. Herfra blive figthen en tung affære. Alle stænger må ind og båden stoppes, for at få fisken til båden med i alt 3 sidelinere og en hel spandfuld tang. Heldigvis arter fisken sig pænt og ryger i nettet på første forsøg. Vi er tydeligt ude af træning med at skyde vægten, og rammer begge over 1 kg under de 8,5 kg. Skønt at være i gang.

Vi fisker videre i området, men da der er utrolig meget ålegræs i vandet vælger vi at trække lidt væk. Da vi på et tidspunkt står og snakker bag i båden, ryger klemmen pludselig på midterste stang på min rig. Jeg griber hurtigt stangen, strammer op og giver modhug. Det er tydeligvis en fisk, men noget videre udløb tager den ikke. Går bare lidt tungt og ryster med hovedet. Jeg kan vist med rette citeres for at sige noget lignende: "Den er ikke særlig stor, men nok større en den splint du fangede". Fisken bliver ved med at går tungt bag båden uden at tage nogle udløb. Men pga. tyngden når jeg presser den, opgradere vi snart vores bud. til 6 kg. Det bliver efterhånden klart at jeg ikke kan få den ind til bådsiden uden at vi tager alle stænger på riggerne ind. Efter at have set halen over vandet et par gange, kan vi også se at de 6 kg ikke kommer til at holde - "Det kan sagtens være en plusser". Herfra bliver det et reelt tovtrækkeri. Fisken nægter at komme til båden, men tager aldrig mere en 10-20 line. Presser bare grejet til det yderste, og ryster og ruller, så man begynder at blive nervøs for krogholdet. Til sidst lykkes det dog at få den til bådsiden, hvor Jacob netter den sikkert.



Sikke en gris. Bred og høj og med en begyndende krog. Igen skyder vi vægten for lavt, og er et stykke fra de 14,4 den viser sig at veje. Vi bliver i området resten af dagen, men får ikke flere tilbud. Hvad gør det - Dagen er reddet og årets laksesæsson er skudt i gang på bedste vis.

Der ligger en lille film fra turen på: http://jegfisker.blogspot.com