lørdag den 31. august 2013

Hvar er de henne

Det er ved for alvor at være tid til pighvar og slethvar, så Tom og jeg var på vandet for at prøve lykken, og måske endda få det på film. Vi fik hurtigt fanget lidt agn ud for Kronborg, før turen gik nordover. Desværre var hvarrene ikke rigtig på finnerne, eller bare ikke til stede, for det eneste vi fik til at starte med var fjæsinger. Derefter blev vi overfaldet af sultne makreller, der ikke havde noget imod at samle vores agn op ved bunden. Da vi så var ved helt, at opgive håbet om en hvar, fik jeg et tydeligt hvar-hug, og snart efter kunne Tom nette en fin slethvar på 1250 g.



Vi kæmpede lidt videre på pladsen, men strøm og vind begyndte at samarbejde, og vi var oppe at drive 2,5-3 knob, hvilket nok var i overkanten.

tirsdag den 13. august 2013

Film om sommertorsk fiskeriet

Så er filmen om fiskeriet efter sommertorsk, som vi har brugt nogle ture på Banditten til at optage, endelig blevet færdig. Indeholder blandt andet de spændende undevandsoptagelser og gode fiskeoplevelser.


onsdag den 7. august 2013

Weekendsats efter hvar - Stor skuffelse

I weekenden var Tom, Jacob og undertegnede afsted på hvar-sats på Storbælt. Vi havde også teamet op med drengene fra Team MP, der også fiskede om fredagen. Vi startede ud fra Korsør, hvor vi vendte stævnen sydover. Mange pladser blev afprøvet uden en eneste hvar, og med meget begrænsede bifangster. Langs Langeland løb vi ind i en god sjat rødspætter, og det lykkedes mig at fange en fin fisk på 1,1 kg


Om aftenen gik vi ind i Spodsbjerg havn, hvor der blev grillet, drukket rødvin og fortalt røverhistorier.

Næste dag fiskede vi os så nordover igen, men ud over endnu en fin spætte til Tom på 1,05 kg, fik vi intet at skrive her om. Af ren desperation sluttede vi turen af på vores gode gamle pladser, og det lykkes da også Tom at hive en enkelt slethvar op, inden makrellerne havde guffet alle vores tobis.