mandag den 8. august 2011

Kort resume - Storebælt Cup 2011

Lørdag:
Efter en rigtig dårlig start med besøg på et par pladser der intet brugbart giver, får vi hul på bylden på hvarpladsen med en slethvar lige under kiloet. Kort efter følger flere godt pighvar med den største på knap 1½ kg. Jacob mister i vanlig stil noget der føles som en rigtig god hvar, men skifter den ud med en pænt stor ulk da han går til bunden lige efter. Et par sidegevinster fra pladsen bliver en rimelig makrel og en skrubbe på 870g. Herefter roder vi lidt rundt efter en hvilling, og finder da også nogle fine eksemplarer til sidst. I et forsøg på at få en bedre skrubbe, skifter vi til en plads som også tidligere har givet sidegevinster i form af havørred og rødspætte. Det giver ingen sidegevinster, men Tom får en skrubbe lige over kiloet, hvilket er i størrelse godkendt. Vi beslutter os for at prøve at finde en rødspætte, som er vores evige problem. Det lykkes Tom at nappe en lige under halvkiloet, og efter vores standarder er den brugbar. Som sidegevinster får Tom en "kejser"-ising på 510 g, og vi får også en rimelig hornfisk på omkring 400g. Herefter er det ved at være svært, og vi prøver uden held at finde en knurhane, men det lykkes ikke, ligesom hvad vi ellers prøvede. Vejret var hele dagen perfekt, og de fleste både havde fisket rigtig godt, så stillingen var tæt i toppen.

Søndag:
Planen for søndagens fiskeri var at starte med den sild, vi skulle have prøvet om lørdagen, og som kunne have sikret os en 2. plads efter første dag. Det gik rimelig hurtigt, og den var endda større end dem vi plejer at fange. Nu stod den så på kedeligt havørredtrolling med mulighed for forbedring af hornfisk og makrel. Vejret var blæsende med regn, og det lagde lidt en dæmper på humøret. Dette skiftede dog hurtigt da vi fanger en havørred på 1,5 kg. Nu virker det pludselig muligt at komme helt i top. Vi får også en makrel der er en anelse større end gårsdagens, og prøver herefter at koncentrere os om en hornfisk. 2-3 timers trolling i overfladen giver os dog kun nogle strikkepinde. Vejret er blevet endnu dårligere og vi beslutter os for gud ved hvilken gang at prøve at finde en regnbueørred. I første omgang lykkes det ikke, men vi får forbedret vores hornfisk en smule. Da vi stort set ikke gider at ligge i det hårde vejr, giver vi regnbuen en sidste chance, og minsanten om det ikke lykkes. Humøret var selvsagt helt i top. Da vi ikke kan komme på realistisk bud på noget der kunne kaste flere point af sig, beslutter vi os for at tage i havn - 2 timer før tid.

I havnen snakker vi med Vandskræk, som lå nr 1 efter 1. dagen, og de har kun mindre forbedringer. Så er spørgsmålet hvordan det er gået Hubert, der også lå i top om lørdagen, men da det viser sig at han heller ikke har fanget noget vildt, er vi næsten sikre på sejren. Det ville næsten også være urimeligt andet, da vi aldrig før har haft lavet så mange point.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar